Tip en ven     Bookmark and Share     Sitemap  
 

Haveaffaldsplads 1. oktober 2012


Det er jo en kendsgerning at sagen er tabt, men vi har kæmpet og gjort hvad vi kunne. Alligevel bliver det til en haveaffaldsplads pr.1.10.12

Initiativgruppen er blevet gjort bekendt med, at der vil være muligheder for en eventuel forsøgsordning, for indsamling af andre affaldsfraktioner i Stenlille og gruppen er af kommunen inviteret med omkring bordet, når man inden så længe holder et møde i Byrådssalen i Sorø.

Borgerforeningen har sammen med Initiativgruppen rettet en henvendelse til Affald plus, om de vil sponsore en gang gravøl til den sidste åbningsdag for Stenlille genbrug. Det blev positivt modtaget. Affaldplus var velvilligt indstillet til at være med til en ”sørgelig-fest” med øl og vand, pølser og brød.

Så sæt allerede kryds i kalenderen nu, så vi alle får sagt farvel til vores velfungerende genbrugsstation, og vores gode pladsleder Jørgen.


LØRDAG D. 29. september 2012

FARVEL GENBRUG! (nærmere tidspunkt senere)


Initiativgruppen vil sammen med hele byen starte nedtællingen til lukningen. Markeringen består i et stort skilt.

Skiltet vil meget snart blive sat op ved indkørslen til Genbrugspladsen, hvor der bliver talt ned til lukningen. Nedtællingen begynder nøjagtigt d. 22.juni, hvor der er 100 dage tilbage. Hver dag vendes et blad. Og det bliver sorgens dag i Stenlille når tallet 0 træder frem på tavlen!

Genbrugs-pladsen lukker 1. oktober 2012

Læs SN-dk - klik her

Download PDF-fil med pressemeddelelsen - klik her

Download PDF-fil med præsentation af den fremtidige struktur fra møde 9. dec. - klik her

Initiativgruppen vil gerne have lov at sige Stenlilleborgerne tusind tak for den store opbakning og tak til alle de medborgere, som har hjulpet med at samle underskrifter, tage vagter ved genbrugen, karavanekørslen en lørdag til Sorø Genbrugs-station, og bakket os så fantastisk op til Borgermødet. Vi har sat vores fodaftryk og vi er fortsat indstillet på at kæmpe for vores by!

2 nye forslag - der bevarer vores genbrugsplads

Initiativgruppen til bevarelse af Stenlille Genbrugsplads har i en lille rapport beregnet, at det vil koster hver af de ca. 2300 husstande i Stenlille-området ca. kr. 550,-/år = 1,265 mio. kr./år i alt, hvis de i fremtiden skal køre til Dianalund eller Sorø genbrugspladser. Kraks kort er brugt til at finde køretider og køreafstande fra 8 adresser i Stenlille-området, og der regnes med køreudgift på kr. 3,-/km og en timeløn på kr. 150,-.
 
AffaldPlus har opstillet 3 forslag, som alle indebærer, at Stenlille Genbrugsplads og andre genbrugspladser lukkes. AffaldPlus har oplyst, at høringsrunde for disse forslag slutter den 1. november 2011. Initiativgruppen har opstillet yderligere 2 forslag, som indebærer, at Stenlille Genbrugsplads videreføres:
 
Forslag 1:
Genbrugspladserne i Stenlille, Dalmose og Mern lukkes.
 
Forslag 2:
Genbrgspladserne i Stenlille, Slagelse (Assensvej) og Mern lukkes.
 
Forslag 3:
Genbrugspladserne i Stenlille, Slagelse (Assensvej) og Mern lukkes.
Genbrugspladserne i Dalmose og Fuglebjerg lægges sammen.
 
Forslag 4:
Stenlille Genbrugsplads fortsætter med færre fraktioner, og åbningstider begrænses til 2-3 hverdage om ugen, plus hver 2. lørdag. Særligt vanskelige/farlige fraktioner henvises til Sorø/Dianalund.
 
Forslag 5:
Stenlille Genbrugsplads udbygges, brugerbetaling øges og åbningstider begrænses til 2-3 hverdage om ugen, plus hver 2. lørdag.
 
Vedr. Forslag 4: Herved kan miljøkrav om flere fraktioner overholdes, og hyppigt anvendte fraktioner kan fortsat afleveres i Stenlille, og der bliver ikke behov for større, nye investeringer på Stenlille Genbrugsplads.
 
Vedr. Forslag 5: AffaldPlus har oplyst, at nødvendige investeringer på Stenlille Genbrugsplads koster ca. 7 mio. kr.
Initiativgruppen foreslår, at disse finansieres ved at opkræve ekstra brugerbetaling svarende til 40% af de 550 kr/år = 220 kr/år, som det alternativt koster at køre til Dianalund eller Sorø. Herved stiger brugerbtalingen fra de nuværende kr. 838,- til kr. 1056,-/hustand/år. Denne stigning svarer til prisen på ca. 4-5 m3 drikkevand pr. år inkl. afledningsafgift. Den ekstra brugerbetaling udgør i alt 220 kr/år/husstand x 2300 husstande = 506.000 kr/år, hvilket med årlige rentesatser på 2-5% kan forrente og tilbagebetale den nødvendige investering på Stenlille Genbrugsplads på 7 mio kr. i løbet af 15-20 år.
 
Initiativgruppen beder nu flest mulige borgere i Stenlille-området om at stemme på ét af de ialt 5 forslag. Brug stemmesedlen eller besøg gruppens stemmeboks på Facebook. Initiativgruppen vil herefter bede AffaldPlus og politikerne om en samlet begrundelse for den model, som vælges.
 
Initiativgruppen vil forsøge at formidle afgørelsen og tilhørende begrundelser i samarbejde med repræsentanter for AffaldPlus og politikere gennem medierne.
 
 
Tak for jeres hjælp:
Pernille Faurholt, Lotte Krogh, Johnas Egesborg Larsen, Per Rydahl,
Kate Nielsen, Nils Dorph, Carl-Henrik Nielsen og Max Nielsen.
 
21. oktober 2011
 
 
 
 
.

Kaos på genbrugsstationen i Sorø

Lørdag den 17/9 klokken 10 samledes 32 biler med og uden trailer til en demonstration mod lukningen af Stenlille genbrugsplads.

Vi havde planlagt samlet at køre til genbrugspladsen i Sorø, for at bevise at denne plads ikke kan servicere os fra Stenlille, uden at det kommer til at betyde meget lange ventetider.

Demonstrationen var anmeldt til politiet, og var således fuldt ud lovlig.

Klokken ca 10.30 var vi på Metalvej i Sorø, hvor vores kø til at læsse af på pladsen var godt 200 meter lang. Idet vi kørte ind på pladsen blev vi mødt af to meget venlige medarbejdere fra Affald Minus. Men der gik ikke mange minutter, før der var kaos og laaaaange ventetider. Langt de fleste mennesker på pladsen tog det hele med et smil, der var dog en enkelt meget vred herre fra Sorø, der hårdnakket mente, at vi skulle være blevet ude på landet, hvor vi kom fra. Og netop han havde forstået vort budskab storslået.

Affald Plus påstår, at Stenlille Genbrugsplads kan lukkes, uden at det vil kunne mærkes nævneværdigt på de andre berørte pladser (Sorø og Dianalund). Dette er imidlertid ikke rigtigt. På en almindelig lørdag i sommerhalvåret kommer der godt 300 biler på pladsen i Stenlille. Vi kan ikke med vores bedste vilje se, hvordan disse mange biler kan rummes på de andre pladser, uden at det giver markante serviceforringelser for alle borgere i kommunen.

Desuden skal disse 300 biler køre de godt 15 km hver vej – dette giver anslået 700 liter benzin hver lørdag. Alternativet er at lade de nuværende lastbiler udføre kørslen til anslået en tiendedel. Dette vil have en meget stor konsekvens på regnskabet – et forhold som Affald Plus ikke skænker en tanke !

Vi ønsker fortsat at bevare Stenlille Genbrugsplads. Vi har forsøgt at komme i dialog med Affald Minus siden borgermødet, en dialog som Affald Plus ikke ønsker at imødekomme, De lagde ellers op til dialog på borgermødet – desværre kun varm luft.

Vi ønsker fortsat en dialog om at bevare pladsen i Stenlille, muligvis med færre åbnedage fort at imødekomme Affald Plus' ønske om større rentabilitet.

Med demonstrationen i går var vort ønske at bringe vor sag frem igen, efter tre uger med valgflæsk og endnu flere uger med stor passivitet fra de bonede gulve i Affald Plus.

Desuden ønsker vi at have fokus på det nære miljø i Stenlille, der vil blive svækket yderligere ved at lukke genbrugspladsen. Vi frygter, at meget af den handel, der nu er i Stenlille, vil flytte derhen hvor folk afleverer deres genbrugsaffald. Dette er en katastrofe for byen, der tidligere er berøvet bibliotek, skoler og institutioner samt mange arbejdspladser.

 

På initiativ gruppens vegne

Nils Dorph-Petersen

nilsdorph@gmail.com  -  tlf. 60773260

Billeder som vi har fået "løbende"

Model 4

24.8.2011
 
På borgermødet d. 17-8, hørte vi kun om 3 modeller, hvor Stenlille genbrugsplads skulle lukkes i dem alle.
Jeg ved ikke, om dette kunne være en fjerde løsning, hvis nu Stenlille og Dianalund skiftes til at have åbent, hver anden uge (lige-ulige), personalet kunne være det sammen begge steder, det må trods alt være lettere at transportere nogle folk, end at skulle transportere affaldet. Det vil også nedbringe færdselen igennem Dianalund og på vejen til Sorø, beboerne skal dog samle affaldet sammen og måske vente 1 uge før de kan aflevere det lokalt, hvis man ikke kan vente må ud at køre.
Det kommer selvfølgelig an på, hvor meget det koster at have en genbrugsplads ligge øde om ugen, jeg ved ikke om Dianalund og Sorø, måske skal udvides for at klare den øgede affaldsmængde som vil komme.
På mødet hørte vi om 2 genbrugspladser der skulle lukkes og en ny plads oprettes, det var Fuglebjerg og Dalmose, der kunne denne model også bruges.
Da det lød til, at det var økonomien det hele handlede om, håber jeg at man vil regne lidt på dette forslag.
 
Elo Dyrving.
Østerstræde 1, 4295 Stenlille
 
P.S. Også sendt til Allan B. Johansen, Affald Plus.

Byrådet har onsdag 24. august besluttet at:

  • Alle borgere i alm. hus i by og på land får 2-rums containere til glas og papir. De bliver tømt månedligt fra 2013. Indtil da skal glas og papir indsamles i kuber.

  • Den almindelige dagrenovation afhentes uændret.

  • Batterier og småt elektronik skal også afhentes, og man kan lægge disse ting i en pose på låget af sin skraldespand.

  • Resten skal fortsat køres til genbrugsstationen - og her bliver Stenlille genbrugsstation sandsynligvis nedlagt...

  • Man kan tilmelde sig en storskralds- eller haveaffaldsordning for et år ad gangen.

  • Folk i etageejendomme får minicontainere til glas, papir, pap og småt brændbart.

Stenlille 24-8-11
Dag renovationen i hele kommunen:

Uansvarlig måde at forvalte pengene på

 
Når Sorø kommunes byråd i eftermiddag (24/8-11) skal tage stilling til spørgsmålet om nye ordninger for dagrenovationen, vil de med stor sandsynlighed forkaste den meget dyre løsning til et to cifret millionbeløb. Mere sandsynligt er det at de vælger løsningen med en to delt kildesortering – at vi i hjemmet skal sortere mellem alm husholdningsaffald og papir/glas. Den koster et noget mindre million beløb. Men fælles er det at borgene skal pålægges et ekstra gebyr på omkring 800,- / år.
 
Det paradoksale er at netop genbrug af papir og glas har Sorø kommune allerede en aftale med Affald Plus om af de skal afhente på genbrugspladsen.

Når byrådet i dag så vælger ovenstående løsning, vælger de samtidig at betale for den samme ydelse to gange. Nemlig at både Affald plus OG dagrenovationen skal behandle glas og papir. I vore øjne er det en uansvarlig måde at forvalte borgernes penge på.
 
Samt at de ved at vælge en ny dagrenovation løsning, samtidig mindsker behovet for genbrugs pladsen i Stenlille, og alle andre pladser.
 
Vi ser i stedet gerne at man bevarer den nuværende ( gennemprøvede og driftssikre) dagrenovation i hele kommunen, samt bevarer genbrugspladsen i Stenlille.
 
Det skal understreges at alle husstande i kommunen har fået en kompost beholder af kommunen for år tilbage. Det er muligt at mange borgere trænger til at blive opdateret på denne grønne kildesortering. Sammen med den velkendte affalds sæk udgør det en billig og miljøvenlig løsning.
 
På vegne af initiativ gruppen:
 
Nils Dorph-Petersen,
nilsdorph@gmail.com
60773260

 

 

Stenlille 22-8-11

Vi accepterer ikke, at Stenlille lukkes

 
På borgermødet i sidste uge stod det lysende klart, at AffaldPlus ikke agter at fortsætte med en genbrugsplads i Stenlille. De har 3 løsningsforslag, der har det til fælles, at Stenlille skal lukkes.
 
I lyset heraf er vi en gruppe borgere i Stenlille, der ikke vil acceptere dette. Vi mener, at pladsen bør fortsætte, især i lyset af at den har en bedre økonomi end flere andre sammenlignelige pladser. Vi agter at arbejde på mange planer for at kæmpe for bevarelsen af genbrugspladsen.
 
Aktuelt sker der det, at Byrådet på sit møde på onsdag vælger at forkaste den dyre løsning på dagrenovationen. Det er meget sandsynligt, at Byrådet i stedet vælger en noget billigere løsning. Herved kommer det ikke til at blive så dyrt som budgetteret. På den baggrund vil vi foreslå de ansvarlige politikere at lade de sparede midler komme genbrugspladsen i Stenlille til gavn.
 
Da gruppen er meget nystartet, ønsker vi at få lidt tid til at sætte os bedre ind i sagen og alle dens aspekter og paradokser. Vi ved fra Borgermødet, at selve beslutningen om genbrugspladsen i Stenlille først bliver truffet i slutningen af dette år. Derfor vil vi gerne have et par måneder til at gennemarbejde det materiale, som AffaldPlus har lovet at sende os, således at vi kan konstruere et gennemarbejdet og bæredygtigt forslag til bevarelsen af genbrugspladsen i Stenlille.
 
På vegne af initiativ gruppen
 
Nils Dorph-Petersen,
nilsdorph@gmail.com
6077 3260
 

Borgermøde 17. august 2011 i Stenlille-Hallen

 
Lotte Krogh, en af initiativtagerne til modstanden mod lukningen af genbrugsstationen, skriver 18. august:
 
– Borgermødet blev indledt af Pernille Faurholt, som bød velkommen og roste det store fremmøde. Dernæst havde Lotte Krogh en gennemgang af, hvad der var lavet fra initiativtagernes side, afsluttende med at der var afleveret 2631 underskrifter. Her supplerede Pernille Faurholt med, at der var kommet 14 nye underskrifter, og at vi sagtens vil kunne skaffe flere.
 
Formanden for Affaldplus, Niels O. Pedersen, fortalte overordnet om hvordan selskabet fungerede. Derefter overtog Adm. direktør John Kusz, og til sidst i Affaldplus’ gennemgang, løb chefen for genbrugsstationerne Allan B. Johansen, en lang række plancher igennem med en masse tal, der skulle illustrere fra selskabets side, hvorfor man har valgt at nedlægge genbrugsstationen netop i Stenlille.
 
Allan B. Johansen havde flere gange svært ved at få ordenlyd, fordi stemningen var hed, og de fleste var ligeglade med at høre om strategier, tal og beregninger. Det blev bl.a. fortalt, at 50% kan nå en genbrugsstation i bil på 6 min. og 90% skal bruge højst 12 min. Her var Nils Dorph Pedersen nu ikke sikker på, han kunne nå det med trailer, uden at han fik en fartbøde. Flere af indslagene fra de fremmødte, var ikke uden (galgen)humor.
 
Allan B. Johansen var også inde på, at genbrugsstationen kunne ændres til en ren haveaffaldsordning, da 21% af alt affald er haveaffald. Man skulle dog selv passe den og hjælpe hinanden, for at sørge for at affaldet var “rent”. Lotte Krogh måtte her indskyde, at det var svært nok for foreningerne at skaffe frivillig arbejdskraft, så det lød lidt utopisk.
Der var mange indlæg, bl.a. om, at ved at folk nu skulle køre til Dianalund og Sorø, ville det medføre, at flere også begyndte at handle mere der, end i Stenlille. Det ville for alvor betyde nedgang for det i forvejen hårdt ramte handelsliv i Stenlille.
 
Der var en del politikere til sted, incl. borgmesteren, så mon ikke der vil være lidt at tage op til revision i forhold til aftalen med Affaldplus, selv om vi forstod, at politikerne havde lavet en bunden aftale helt frem til 2026, uden på forhånd at sikre, at velfungerende genbrugsstationer ikke måtte nedlægges.
 
Mødet viste tydeligt, at nu var den berømte dråbe løbet over, for mange hårdtramte stenlilleborgere. Der var forslag om, at vi burde ansøge det nordligere selskab, Kara/Novaren om de ikke kunne tage over. Der var også flere der havde oplevelser om lange ventetider både i Sorø og Dianalund, og det skulle jo nok blive “bedre”, når vi begyndte at troppe op her fra Stenlille-området også. Man kunne godt forudse kaos! Nogle stillede spørgsmål omkring beregningerne, - og det blev bekræftet, at der var fuld indsigt for alle interesserede. Men der blev samtidig forklaret, at der ikke var indregnet følgevirkninger på resten af samfundet, da det ikke var Affaldplus’ “opdrag” af lave disse. - Det har vi forhåbentlig politikerne til at vurdere. Eduard Rasmussen fra Duebjerg fik omdøbt firmaet til Affaldminus, og flere var overbevist om, at nu ville der ende en masse affald i vore skove, ligesom vi ville brænde mere affald af i haverne. Vi fik også at vide, at Stenlille genbrugsstation rent faktisk kørte økonomisk rigtigt godt, men at der skulle laves mere ensartethed for alle tilsluttede kommuner. Så i planøkonomiens navn vil man nedlægge en velfungerende station, så man lettere kunne finde en fællesnævner. Mængden af affald i Stenlille ligger væsentlig under de fleste andre stationer, så der var også opfordring fra flere sider om, at nu skulle vi bare se at få afleveret affald i Stenlille, så vi kunne få tallene ændret. Flere indlæg kørte på miljø og mennesker fremfor systemer og penge, men det var vist heller ikke i “opdrag” hos Affaldplus. Her skulle man drive et selskab efter præmisser aftalt med kommunerne, og det har åbenbart ikke noget med menneskelige hensyn at gøre. - Igen falder det tilbage på, hvad det er, vore politikere har lavet for en aftale... trods det, at Sorø kommune går for at være en såkaldt klimakommune. - Ja, det var ikke indholdsløse kommentarer, der kom fra Stenlilleområdets beboere.
 
Formanden for Affaldplus sluttede med at sige, at de var lyttende, man modtog gerne gode ideer og alle skulle vide, at ingenting var besluttet på forhånd. Pernille Faurholt afsluttede med at spørge Affaldplus om, hvornår høringen skulle afsluttes, og svaret fra formanden var, at det normalt var 1 mdr., men at det også var klart, at denne massive indsamling vil betyde, at høringen var blevet forlænget, og at det måske først blev lidt ind i det nye år, at der blev truffet en endelig beslutning.
Initiativtagerne bag aktionen mod nedlukning af genbrugsstationen - og dermed også mod yderligere nedlukning af Stenlille-området - står bl.a. Pernille Fauerholt, Lotte Krogh og Kate Nielsen, som vi her til hjemmesiden har fået indlæg fra. 
 
De fortæller, at den 7. juli havde de ikke mindre end 1706 underskrifter, og at der fortsat ligger lister hos:
  • Cafe Porten
  • Stenlillebageren
  • Sandlyng Børnehus
  • SPAR-købmandsgården
  • SuperBrugsen
 
Her kan man stadig skrive sig på, så husk at din personlige aktion - din underskrift - tæller, når du nu alligevel samtidig husker at handle i vore lokale butikker. Vi gider ikke høre om udkantssamfund eller UdkantsSorø, men bliver nødt til at handle selv.
 
Stenmagle skole - Stenlille Bibliotek - Borgerservice - nu Genbrugsstationen ... hvad bliver det næste, når der nu er gang i opløsningen i Stenlille-området? Børnehuset i Munke Bjergby? Lægehuset? Bageren? Banen og busterminalen? Blomsterbutikken? Brugsen?
 
Butikkerne er væk i alle vore mindre bysamfund. Er det nu Stenlilles tur? Det er nu, der skal kæmpes mod centraliseringen og udtyndingen af yderområderne. Politikerne skal have hjælp til at træffe de rigtige beslutninger, og det er dig, der skal hjælpe dem ved at være aktiv i kampen og debatten i dit lokalsamfund. Måske bliver resultatet det samme, men i så fald har vi alle været en del af beslutningen, og så er det noget nemmere at få alt til at fungere bagefter.
 
"Alle har ret til at være i byen, men hvis vi skal være der i samme rum på samme tid, så er det nødvendigt at diskutere HVORDAN."
Thomas Fabian Delman
Stenlille lukker
 
Sådan føler man det i hvertfald! Biblioteket er væk, skoler lukker og nu også genbrugsstationen. Nu må det altså snart stoppe! Borgerne i Stenlille skal nu køre til Dianalund eller Sorø, men det bliver bare ikke sådan. Vi vil få de gamle olietønder frem igen, skjult i baghaven, dem som har muligheden vil afbrænde der hjemme og resten vil smide det i naturen, sådan vil vi opleve fremtiden, hvis vi ikke længere har en genbrugs central.
Jeg vil give Carl-Henrik fra H.H.&B ret i, at det bare ender med at der flyder skrald alle steder i vores natur. For ikke at tale om trafikken på vejene, hvis man vel og mærke får borgerne til at køre med et læsfuld! Så bliver presset på disse stationer større og det vil skabe kaos lørdag formiddag. I det hele taget forstår jeg ikke, at det skulle være nødvendigt at lukke, en så velfungerende arbejdsplads. Prøv lige at stå nede ved Jernbaneskinnerne lørdag formiddag, der er masse af biler! Jeg synes vi borgere skal kæmpe denne sag, inden hele byen lukker!
Lotte Krogh Nielsen
Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening (SHHB)