Stenlille / Hvorfor lukker SuperBrugsen i Stenlille

Hvorfor lukker SuperBrugsen i Stenlille

Kære Stenlille.
 
Jeg elsker min by, som jeg både er født og opvokset i. Byen har udfordringer, som alle andre byer og ikke alle ting der sker er positive.
 
Meget er skrevet om SuperBrugsen de seneste dage og meget kan skrives. Lad os lægge den ned og se mere nøgtern på det.
 
Det handler ikke kun om skyld, at kaste skyld bliver ofte et spørgsmål om hvem der er stærkest. Så lad os i stedet tale fællesskab. Det har vi nemlig og det er kunsten at bevare, og vigtig at vi fortsat bevarer den.
 
I 3 år har vi afholdt Sjov i gaden, og vi kommer igen i år. Alt det er bygget op i fælleskab på tværs af byens borgere, foreninger, ildsjæle, erhverv og forretninger i byen. Alle med fælles fodslag, en uge med fælleskab, som der tales om, ud over kommunegrænsen.
 
Meninger er godt, og der er mange, men uanset vores personlige meninger, så mister vi en del af fælleskabet når SuperBrugsen lukker. De har deltaget lokalt, interesseret sig for byen. Og borgerforeningen som jeg har siddet i gennem mange år, har altid haft tæt samarbejde med uddelerne og SuperBrugsen. De har deltaget fantastisk meget i fælleskabet. Både i sponsorat støtte men i særdeleshed også aktivt! Pakning og levering af Børnenes julegotheposer, projektuge for Stenlille skoles unge elever, projekt Stenlille vin, årlige cykelture, cirkus i byen, indsamling Støt brysterne, fastelavns fest, grill arrangementer i gården, Drengerøvsaftnerne, hjælp til bankospil gennem mange år, projekter, leveringer til SHHBs arrangementer. En kæmpe deltagelse med indlevelse, aktivt og interesse i fælleskabet. Det vil blive et savn for vores by.

Stenlille by har været i en stor positiv udvikling i nogle år. Vi kan noget, vi vil noget og vi gør noget. Når jeg på mit job som sælger besøger butikker på Sjælland, Lolland Falster og Fyn, hører jeg ofte misundelsen over, hvad vores lille by kan. Vi popper ofte op på tvøst og i andre medier og leverer ofte den gode historie om byens sammenhold. Vi ved det måske ikke altid hvor unikt det er, men mange små udsatte byer, er misundelige helt ned til storetåen over det Stenlille gør og kan.

Jeg lægger ikke op til debat, det har der været så meget af. Men vi kommer til at mangle en arm i byens unikke fælleskab. Og det har større betydning end vi selv aner.
Lotte Krogh
Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening (SHHB)  | shhbinfo@gmail.com