Stenlille / Jul og julemærkemarch

Jul og julemærkemarch

Klippe klistre dage for byens børn

Julen i Stenlille begynder altid i ugen op til 1. søndag i advent. Hvis man trykker næsen mod ruden, når man i uge 48 går forbi byens Kulturhus, vil man kunne se masser af børn hygge her hver formiddag. Her byder SHHB, byens Borgerforening, traditionen tro på klippe-klistre for alle byens børn.
 
Alle dagplejere, børnehavebørn samt skoleelever fra 0. til og med 5. årgang får tildelt en til to timer, hvor de besøger kulturhuset for at klippe julepynt til husets to nøgne juletræer.
 
I kulturhuset har SHHB samlet et klippe-klistre team, bestående af byens mange friske ildsjæle, især pensionister, som sørger for at hjælpe de mange søde børn med saks og glanspapiret. Særligt har de store elever sat en sport i at lave den længste guirlande, og her bliver altid kamp til stregen, hvem der vinder.
 
Sådan har det snart været i nogle år, lagt ind som fast tradition og det skal man ikke lave om på.



Juleridt, Workshop, julemærkemarch og Juledrys

Når man så skriver 1. søndag i advent, er der julefest.
 
Dagen starter kl. 10.00, hvor politiker Ivan Hansen starter Julemærkemarchen ved Stenlille Kulturhus. Her er det muligt at gå to ruter (5 eller 10 km), hvor alle kommer omkring Assentorp Camping, hvor Jørgen og frue serverer æbleskiver og gløgg.
 
Når man så kommer tilbage til kulturhuset er der godt gang i festen. Allerede kl. 11.00 får huset besøg af julefamilien JULEDRYS, som vil synge og danse omkring juletræerne sammen med forældre og børn. Og til sidst bliver der uddelt godteposer til alle byens små borgere. Derudover er der masser af workshop for børnene. Man kan bage pebernødder, klippe julekort, lave juledekoration og måske selv finde på noget julepynt.
 
Udenfor vil der være mulighed for tur i hestevognen rundt i byen. Stenlille idrætsforenings håndbolddamer vil sørge for, at der kan nydes både æbleskiver og en enkel grillpølse.
 
Dagen slutter med et hyggeligt JULERIDT gennem byen. Stald Nordskov samler heste og ryttere og møder op ved kulturhuset, hvor byens borgere så kan følge rundt på turen, som slutter ved Røde Kors pladsen med en sang ved det flotte træ på Røde kors pladsen og ønsker hinanden en glædelig jul!
Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening (SHHB)  | shhbinfo@gmail.com