Diverse / Landsbypedel/social vicevært

Landsbypedel/social vicevært

Succes i Sydhavnen

I ældreboligafdelingen Engholm Nord i Københavns Sydhavn har beboerne siden 2002 haft deres helt egen sociale vicevært. Den sociale vicevært løser opgaver som falder mellem ejendomsfunktionærens og hjemmeplejens stole - og beboerne er begejstrede. Ordningens succes giver inspiration til Landdistrikternes Fællesråds landsbypedelprojekt.

Det begyndte som et socialt eksperiment. I 2002 projektansatte boligselskabet AKB Helen Jeppesen som social vicevært i ældreboligafdelingen Engholm Nord. Målet var at skabe større tryghed for beboerne i de 127 lejligheder i Københavns Sydhavn.

Eksperimentet blev en kæmpe succes, for beboerne i Engholm Nord blev så glade for deres sociale vicevært, at de med et overvældende flertal besluttede at fastansætte hende. Siden 2004 har beboerne betalt den sociale viceværts løn over huslejen - og i Engholmen Nord regner man tiden i før og efter Helen Jeppesens ansættelse.

Journalisten Ulla Nygaard tegner i bogen “Sammen i Sydhavnen - med en social vicevært” et indgående portræt af Helen Jeppesen og hendes arbejde som social vicevært i Engholmen Nord. Det er en afvekslende hverdag, hvor den sociale og personlige kontakt med beboerne fylder lige så meget som de små praktiske opgaver.

En beboer har brug for hjælp til at søge om henstand med betaling af huslejen. En anden skal ledsages til optikeren for at købe ny briller. I nødstilfælde træder Helen Jeppesen til, hvis hjemmeplejen svigter, eller hvis en beboer er blevet udskrevet fra sygehuset og kommer hjem til et tomt køleskab. Og så er der alle de sociale arrangementer, som den sociale vicevært er primus motor for i samarbejde med de mere ressourcestærke beboere.

De positive erfaringer fra Engholmen Nord giver inspiration til den landsbypedelordning, som Landdistrikternes Fællesråd for tiden samarbejder med 6 kommuner om at udvikle. Det siger Connie M. Skovbjerg, der er projektleder på landsbypedelprojektet.

- En landsbypedel skal ikke nødvendigvis løse de samme opgaver, som den sociale vicevært i Engholm Nord gør. Men det er en påmindelse om, at vi ikke nødvendigvis skal tænke snævert i landdistrikter, når vi taler om landsbypedeller. Og så bekræfter den sociale viceværts succes grundtanken bag landsbypedelprojektet, nemlig at borgernær service ikke bare er bedre, men også billigere, siger Connie M. Skovbjerg og tilføjer:

- Det burde i hvert fald gøre indtryk på enhver kommunalpolitiker, når alle omkring Engholm Nord siger, at ordningen sparer penge, fordi de ældre har mindre brug for hjælp fra hjemmeplejen, og fordi de kan blive længere i eget hjem.

Ifølge Helen Jeppesen selv er opskriften på succes enkel: Giv beboerne, hvad de har behov for, hvad de efterspørger og ønsker. Og giv beboerne fælles oplevelser, så de har noget at tale med hinanden om. Men som journalisten Ulla Nygaard til fulde demonstrerer i sin bog, kan den opskrift ikke følges, hvis man begrænser sig til tidsrummet 8-16.

Connie M. Skovbjerg er ikke i tvivl om, at succesen i Sydhavnen bl.a. skyldes, at man har fundet en social vicevært med et brændende engagement for sagen. Men netop det taler for, at en landsbypedelordning kan blive en tilsvarende succes.

- Vi har jo masse af ildsjæle i landdistrikterne, slutter Connie M. Skovbjerg.


Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening (SHHB)  | shhbinfo@gmail.com