Stenlille blæste alle publikumsrekorder omkuld, da byen under Sorø Jazzfestivalen i 2013 kaldte til jazz bag den gamle købmandsgård i byens hovedgade. Der kom 250 tilhørere. Nu satser initiativtagerne på endnu en jazzstorm til denne sommers festival. Med sangerinden Sidsel Storm i front vil en stærkt spillende kvintet indtage Købmandsgårdens åbne scene torsdag den 24. juli til en aftenfest med musikstart kl. 18.30.

Sidsel Storm
Sidsel Storm er kendt for sin nutidige og luftige vokaljazz, der kombinerer det bedste fra jazz og pop. Da hun for nogle år siden udgav sin første cd, svang hun sig med ét elegant op i superligaen af kvindelige danske jazzvokalister. Og da den unge kvinde året efter også modtog prisen ved Danish Music Awards for ’årets danske jazz-udgivelse’ fik hun for alvor slået sit navn fast. Hun er nu en meget efterspurgt sangerinde både hjemme og på den udenlandske musikscene. Anmeldere betegner hendes stemme som honning for ørerne og fremhæver hendes evne til at fængsle publikum med hjertevarme, indtagende melodier og en kraftfuld stemme.
Sidsel Storm har et hold af ambitiøse musikalske talenter fra den nordiske jazzscene med sig. Det er Søren Bebe på klaver, Snorre Kirk på trommer, Jesper Thorn på bas og Tobias Wiklund på trompet og flygelhorn. De har spillet live sammen med Sidsel Storm i både ind- og udland gennem flere år, hvilket i høj grad skinner igennem på deres fortrolige og sikkert swingende samspil.
Det stor slæb med at få arrangeret hele opstillingen af festpladsen og servering af mad og øl m.m. tager ”SHH&B” sig af. Bogstavrækken er en forkortelse af det lange navn Stenlille Handels,- Håndværker og Borgerforening. Den arbejder under sin energiske formand Carl-Henrik Nielsens ledelse ufortrødent på at sætte liv i Stenlille.
Sidsel Storm (voc), Tobias Wiklund (tp og flygelhorn), Søren Bebe (p), Jesper Thorn (b) og Snorre Kirk (dr)
Torsdag 24. juli kl. 18.30, Den gamle Købmandsgård, Hovedgaden 51, 4295 Stenlille
Med venlig hilsen
Lotte Krogh